En presset far brød loven for sine børn

Sidste sommer skulle en far til to træffe et valg. Skulle han lade sine børn blive på en ferie i Bosnien, eller skulle han hente dem – velvidende om at det var et brud på loven? I Danmarks svar på Las Vegas, Herning, skal en 33-årig mand stå til ansvar for sine lovovertrædelser af brugstyveri af en lejet bil.  

Af Bolette Rud Halkjær

Den 3. juli 2019 lejede tiltalte en BMW fra biludlejningsfirmaet Midtjysk Biludlejning i Herning. Lejen blev forlænget hver dag indtil d. 10. juli, men tiltalte dukkede ikke op med bilen. Det viste sig, at tiltalte ikke længere befandt sig i Danmark. Han havde taget den lange vej i den dyre BMW mod Bosnien for at hente sine børn, hvor de var på ferie med deres mor og tiltaltes kone.

Den 33-årige mand forklarer, at han ville hente sine børn, da han var utryg ved situationen. Hans kone var ramt af et sygdomsforløb med hendes ryg, og havde derfor svært ved at tage sig af børnene. Den 33-årige mand var i kontakt med biludlejningsfirmaet, men kom med undskyldninger og bortforklaringer på, hvorfor han ikke havde afleveret bilen tilbage.

På vej tilbage mod Danmark med børnene i bilen, bliver den stoppet ved den kroatiske grænse. Bilen var meldt stjålet af biludlejningsfirmaet, og tiltalte kunne ikke fortsætte rejsen hjem til Danmark i den udlejede bil. Han forklarer, at det var hans hensigt at køre bilen tilbage, da rejsen hjem med fly ville have større økonomiske omkostninger. Han erkender sig skyldig i lovovertrædelse af straffelovens §293 a ved brugstyveri af bil.

Kræver erstatning
Ansat fra Midtjysk Biludlejning TJ er til stede i retten som vidne. Det var hende, som var i kontakt med tiltalte under hele forløbet. Hun forklarer ikke yderligere om selve forløbet, da tiltalte tilstår lovovertrædelsen fra retsmødets begyndelse. TJ kigger direkte på tiltalte og fortæller, at hun er ked af det hele skulle gå så vidt. Han svarer, at hun ikke skal undskylde, og at det hele er hans fejl, mens han kigger ned i bordet.

TJ forklarer, at udlejningsfirmaet, der er ejet af TJ’s ægtefælle, søger erstatningskrav på 70.609,51 danske kroner. Summen af erstatningskravet indeholder den manglende betalte leje af bilen, selvrisiko, overkørt kilometer samt omkostninger for afhentningen af bilen med fly, hotelophold, mad og løn.

Dommeren Steen Friis Nielsen stopper vidneforklaring, da der er usikkerhedspunkter i hendes belæg med erstatningskravet, herunder selvrisikoen på 7.500 kroner der skulle dække for en løs taktkæde. Da det er usikkert, at tiltalte står bag dette, fjerner dommeren det fra straffesagen og henviser til en civilsag, eller at de indbyrdes finder en ordning med erstatningen.

Dommen
Dog er det ikke første gang tiltalte har begået brugstyveri. I juni 2017 lejede han også en bil, hvor den heller ikke blev tilbageleveret til udlejeren til den aftalte tid. Dette udløste i 14 dages ubetinget fængsel, og derfor tages en længere fængselsstraf med i overvejelserne af dommer Steen Friis Nielsen.

Den 33-årige familiefar bliver erkendt skyldig, og kan nu se frem til 20 dages ubetinget fængsel og betaling af erstatningskravet, der kan koste ham endnu en tur i retten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *